Strixerier

I dag er det hans fødselsdag. Min Brors. Ham jeg savner. Ham der ikke længere er i mit liv - efter hans valg. Han ville hade dette blog-indlæg. Men han ved ikke det findes og jeg skriver det ikke til ham. Jeg skriver det til mig selv. Fordi han, og fraværet af ham, er en del af mit liv. En del der af og til fylder meget og andre gange ikke fylder noget. Og her for tiden, fylder det meget. Min ældste søn sad og bladrede foto-albums hos mine forældre forleden dag. Og flere af os andre larmende familiemedlemmer kiggede med over skulderen, og pegede og grinede og fortalte anekdoter til fotografierne. Om tiden og personerne og hvad der blev gjort og sagt. Undtagen ved fotos af Bror. Men jeg ved at alle tænkte deres. Og hos os alle, gør det ondt. På forskellige måder. Jeg så hans træk og hans smil og hvor meget mine sønner ligner ham. Og hvor meget Bror og jeg ligner hinanden. 'De møllerske øjne' kalder min Far det. Men jeg husker ikke længere lyden og tonen af hans stemme.

Det var en morgen i regn i dag og mens lyset var ved at bryde frem på Nørregade, gik jeg og kiggende ned (bl.a. for at undgå vandpytter), på vej til job. Med hovedet fuld af tanker og planer og tanker der var alle andre steder henne, end lige dér. Lige indtil jeg hørte sangen, som hører denne dag til. Og da jeg kiggede op, så jeg dem. Unger i Sankta Lucia optog. Jeg ved ikke hvorfor, men det trak mig øjeblikkeligt til nuet og rørte mig et meget dybt sted. Det var som om tiden stod stille, mens børnene i hvidt, med lys i hænderne, sang. Og da de havde passeret, var dagen ny. Og jeg var ændret på et øjeblik. Fra at være 'ude af mig selv', fandt jeg hjem på et split-sekund. Tak for det.

Blog-land flyder over af jule-tid. Blog-land er rød og fuld af søde sager. Og her kan jeg læse om og se på jule-ting og jule-hygge og jule-ønsker og jule-mænd og jule-idéer og jule-mode og alt-muligt-der-på-en-eller-anden-måde-har med julen at gøre.. og som er (= skal være) meget pænt og rigtigt. Jeg ser ikke så meget om jule-fnidder og bøvl når der skal arrangeres hvor og hvem og hvorfor at jule-aften skal tilbringes. Og heller ikke så meget om dem, der ikke har nogen at tilbringe julen med. Og heller ikke noget om dem, der ikke har midler til at skabe denne pæne jule-illusion, der egentlig er både oppustet og temmelig dyr. Og slet ikke noget om dem, der mærker melankolien over julen, eller dem der rammes af sorgen, fordi der er et særligt menneske, der ikke længere er og som de derfor ikke længere kan tilbringe højtiden sammen med. ... Jeg er med på illusions-holdet. Jeg har allerede brugt alt for mange penge og har endnu ikke en brøkdel af gaverne i hus. Og jeg klynger mig til